Kommende forældre midt i coronakrisen

Af Marcus Knuth

folketingsmedlem, Konservative

Jeg glemmer aldrig den dag, hvor Josephine fortalte mig, at jeg skulle være far. Det var en helt almindelig morgen i slutningen af oktober sidste år. En af den slags dage, hvor man ikke regner med, at der kommer store nyheder. Men det gjorde der den dag.

Josephine og jeg blev gift på en smuk sommeraften tilbage i august, og vi har selvfølgelig håbet, at vi også skulle være forældre sammen en dag. Men vi havde virkelig ikke forventet, at det skulle gå så hurtigt. Ikke mindst fordi, at jeg gennemgik en større operation i september, hvor jeg fik indopereret en ny hofte i den højre side. Den slags sætter trods alt lidt begrænsninger for et nygift ægtepar.

Længe leve moderne lægekunst, kan jeg kun sige. For pludselig stod vi der, få måneder senere, med en positiv graviditetstest. I de første mange minutter troede jeg ganske enkelt ikke på det. Så heldige kunne vi da ikke være allerede. Men det var vi.

Jeg husker, at jeg ringede til min bror, Christoffer, for at dele den vidunderlige nyhed. "Jeg skal være far", fik jeg glædestrålende fortalt. Christoffer var henrykt, men han grinede også og sagde, at fra nu af ville min hverdag altid have en snert af bekymring om, hvorvidt den lille var sund og rask. Ikke bare under graviditeten, men også når den lille kom til verden.

Endnu en test i december viste, at vores lille baby bliver en pige. Den første lange tid var vi velsignede ved at være stort set fri for de bekymringer, som min bror varslede. Det var lige indtil, coronakrisen nåede Danmark, og alt blev vendt på hovedet.

Som med et fjernt tordenvejr, der trækker op, fik vi de første små varsler for, hvad der var på vej. I januar var Josephine og jeg på en rejse til Tromsø i det nordlige Norge. Flyvemaskinen var fyldt med kinesiske turister, som vi også selv sad ved siden af. Vi havde lige hørt om coronavirus, der hærgede Kina, så Josephine var bekymret. Kunne kineserne mon medbringe smittefare? Jeg grinede bare og sagde, at den virus når da aldrig os her i Europa. Det sagde myndighederne dengang jo også.

I dag er verden en helt anden. Nu har tordenvejret ramt os alle. Vi mærker alle krisen på hver vores måde. For Josephine og jeg er den lyserøde sky og forventningens glæde blevet blandet med en hverdagsfrygt. Hvor farlig er coronavirus for en gravid kvinde eller for et nyfødt barn? Og hvad hvis jeg som far bliver smittet? Skal jeg så i karantæne i ugevis fra min gravide hustru?

Forleden havde Josephine lidt smerter, og vi blev bekymrede for vores lille, kommende baby. Straks meldte sig en anden frygt. Skulle vi tage forbi det lokale sygehus i Horsens, hvor vi var på besøg hos Josephines familie, for at få checket, om alt var i orden? Man hører jo, at der desværre er rigtig mange smittede i lige netop sygehusvæsenet.

Vi endte med at tage forbi hospitalet til et check. Alt var heldigvis godt med den lille. Og Josephine blev godt og sikkert modtaget under det korte besøg, hvor jordemoderen og personalet var utroligt søde, professionelle og hjælpsomme. Jeg måtte vente i bilen imens, da man på grund af frygt for coronavirus ikke må komme med som pårørende.

Josephine og jeg har ligesom alle andre fundet vores egen, nye rytme her i hverdagen. Vi holder afstand til alle, vi går mindst muligt ind i butikker, men alligevel formår vi at se vores nærmeste familier. Efter nogle dejlige dage hos Josephines familie i Jylland er vi nu på vej til min familie på Lolland. Christoffer og hans hustru, Stephanie, har små børn, så vi mødes selvfølgelig med dem ude i naturen, hvor vi kan fiske og lave picnic sammen - og på den måde holde afstand og tage hensyn.

Der er stadig et par måneder til Josephines termin. Så vi er håbefulde for, at man inden da finder en løsning på hele denne her krise. En medicin, en vaccine, eller noget andet. Ellers må vi nok forberede os på, at vi skal fortsætte vores ekstreme forsigtighed både før, under og eller efter fødslen.

Men vi holder humøret højt. Det vigtigste er, at vores lille datter kommer sundt og trygt til verden. Efter at have besøgt vores dygtige sundhedsvæsen forleden har vi fuld tiltro til, at det nok skal gå. Både for os, og for alle andre, der også er bekymrede over, hvordan vi kommer bedst igennem disse svære tider.