FEMERN: På Femern har Femern A/S netop markeret endnu en mærkedag i rækken af milepæle i det afsindigt store byggeprojekt.
For et år siden tog daværende transportminister Benny Engelbrecht (S), Enak Ferlemann fra den tyske forbundsregering, Slesvig-Holstens transportminister Bernd Buchholz og adm. direktør i Sund & Bælt Mikkel Hemmingsen det første spadestik på den tyske side.
Materialer sejles ind
Siden har det i høj grad handlet om at gøre klar til det store anlægsarbejde, der også skal foregå på tysk side.
- Det er gået voldsomt stærkt. For et år siden startede vi på en mark. Nu ser det sådan ud. Der er blevet flyttet noget jord og noget sand, siger projektleder hos Femern A/S Christian Kaas Oldenburg.
Christian Kaas Oldenburg, projektleder Femern A/SDet er gået voldsomt stærkt. For et år siden startede vi på en mark. Nu ser det sådan ud.
I modsætning til på Lolland ligger portalsitet og byggepladsen klods op af færgelejet i Puttgarten. Her er der nu etableret en arbejdshavn, hvor de store transportskibe kan fragte materialer ind til byggeriet.
- Her har vi plads til tre skibe. Den er ikke så stor som den, vi laver på den danske side, fordi vi ikke skal have tunnelelementer til at ligge her. Vi skal have lavet den havn færdig, så alle materialer kan sejles ind. Det kan meget bedre betale sig i de gigantiske mængder, vi skal bruge, og det er også mere miljørigtigt end at køre ufatteligt mange lastvognslæs på tværs af Danmark, forklarer projektlederen.
Plads til cyklisterne
Lige på den anden side af byggepladsen ligger den lille by Marienleuchte, som er en favorit hos turisterne med sin beliggenhed ud mod Østersøen og små hyggelige feriehuse. Om sommeren cykler mange fra Marienleuchte til Puttgarten på Marienluchter Weg, og de skal helst kunne nyde den tur, uden at frygte for at blive pløjet ned af en lastbil, dumper eller gravko.
Derfor har det været vigtigt for Femern A/S, at man hurtigst muligt etablerede en bro, så arbejdskøretøjerne til og fra byggepladsen ikke generer de bløde trafikanter fra lokalområdet. Netop nu er man ved at bygge broen, så der inden sommerferien bliver en sikker vej, selv om byggeprojektet gearer op.
Femern på den tyske side - det første år
- Første spadestik på byggepladsen på Femern blev taget 29. november 2021
- Den samlede tyske byggeplads er på cirka 100 hektar eller omkring 145 fodboldbaner, og arbejdet rækker cirka tre kilometer ind på land.
- Der er det første år lagt 500 meter til Femerns kyststrækning, der hvor portalen skal være. Der er desuden lavet et dige omkring portalområdet.
- Der er blevet anlagt en arbejdshavn.
- Der er det første år lavet infrastruktur med en tre kilometer lang vej, afvanding, spildevandsledninger og strøm.
- Et nyt betonværk, der skal levere beton til både tunnelportalen og de tre broer, er også under opførelse.
- I øjeblikket beskæftiger den tyske byggeplads omkring 100 arbejdere.
- Det tyske portalstykke bliver betydeligt længere end den danske - 600 meter i alt.
Desuden er der anlagt tre kilometer arbejdsvej inde på selve området, så arbejdskøretøjerne kan komme rundt. Lige nu kan man ikke se meget af asfalten, da arbejdskøretøjerne har kørt jord og sand i en grad, så den tyske plutte ligger i et tommetykt lag på vejen. Men den er der, vejen.
Ingen tunnelby
Den tyske byggeplads beskæftiger p.t. omkring 100 folk, der mestendels kommer fra lokalområdet. Meget af produktionsarbejdet og meget af det maritime arbejde på Femernprojektet sker på og fra den danske side. Derfor er der heller ikke brug for en tunnelby på samme måde som i Rødbyhavn, forklarer Christian Kaas Oldenburg.
Når den tyske byggeplads kommer på sit højeste, vil cirka 250-300 folk være beskæftiget på den side af projektet. Det topper i 2024.
I 2023 overdrages den tyske portalåbning fra FBC (Femern Belt Contractors) til FLC (Femern Link Contractors), som det skete på dansk side i år. Endnu en milepæl er så nået.
Herfra begynder det for alvor at gå stærkt, og allerede i 2024 bliver første tunnelelement sænket ned på den tyske side. Så selv om det tyske spadestik blev taget 11 måneder efter det danske, skal de to sider nok mødes i én tunnel til sidst, lover Christian Kaas Oldenburg.
- Vi har gjort vores erfaringer på dansk side, som vi så ikke behøver gøre os her. Samtidig er anlægsarbejdet slet ikke så stort her på den tyske side. Derfor skal byggepladsen her nok nå op på siden af den danske. Så jo, vi følger tidsplanen. Det går, som det skal, lyder det med stor tilfredshed fra projektlederen.
Christian Kaas Oldenburg, projektleder Femern A/SVi følger tidsplanen. Det går, som det skal.