Produktionen for tyskerne skulle sikres

NAKSKOV Industriproduktionen på Vestlolland opretholdtes de første år af besættelsestiden meget langt hen ad vejen, selvom der skete et generelt fald over hele landet, da industrien på grund af krigen løb tør for råstoffer og brændsel. Indførsel af råstoffer faldt dramatisk i slutningen af krigen.

I Nakskov havde man dog glæde af, at skibsbygning og skibsreparationer var den branche, hvor tyskerne lagde flest ordrer.

Men i 1942 begyndte der at ske sabotager. Således holdt statsminister Vilhelm Buhl sin berømte antisabotage-tale i radioen, hvor han opfordrede befolkningen til anmeldelse af sabotage-aktioner.

Bekæmpelse af sabotage var central for samarbejdsregeringen, da man ellers risikerede, at tyskerne overtog jurisdiktionen, altså retsplejen, og dermed indførte dødsstraf for sabotører.

Derfor indførte samarbejdsregeringen i december 1942 en lov om sikkerhedsforanstaltninger indenfor erhvervsvirksomheder.

Her pålagdes det virksomheder med vigtig produktion at sørge for, at der blev sat sabotagevagtmandskab.

Bevogtningsplanen og mandskabet skulle godkendes af politimesteren og kunne udstyres med politimæssige beføjelser.

I Nakskov havde der på det tidspunkt ikke været en eneste sabotage, men der blev hurtigt udformet en liste over, hvilke virksomheder som skulle bevogtes.

Man indstillede, at de større virksomheder fik vagtmandskab.

Og loven gav anledning til et betragteligt arbejde til Nakskov Politi, der skulle godkende de, der skulle bevogtes, og dernæst hvem, der kunne ansættes som vagtmænd. Efterfølgende skulle politiet sørge for kortvarig oplæring i brug af de skydevåben, som mandskabet fik udleveret af politiet.

På Nakskov Skibsværft alene skulle der ansættes og optrænes 24 vagtmænd til en skifteholdsvagt. Der skulle indkøbes våben i form af pistoler, og alle deres straffeattester skulle gennemgås.